Mærkværdige madvaner

Hej igen!

Jeg ved, hvad I tænker: “back so soon?”, og ja – for første gang i ufattelig lang tid har jeg skrevet to blogindlæg indenfor en uge! Det er jo nærmest rekord, haha.

Sagen er den, at jeg har noget, jeg bliver nødt til at tilstå… Jeg ved ikke, om I fik læst mit blogindlæg i sommers, hvor jeg fortalte om mit stop hos min ellers meget værdsatte coach. I dette indlæg proklamrerede jeg, at jeg havde tænkt mig at stoppe med at følge en kostplan – det har jeg desværre ikke kunne holde helt!

Sagen er den, at jeg konstant gik rundt og tænkte på mad. Jeg tænkte over, hvor mange kalorier jeg mon havde spist, hvor mange gram kulhydrater/fedt/protein jeg mon havde indtaget, om jeg havde spist for meget, om jeg havde spist for lidt osv. Disse faktorer påvirkede min stress i den negative retning, og min forestilling om, at jeg ville hvile mere i mig selv og slappe mere af, når jeg stoppede med at følge en plan, blev gjort til skamme.

Derfor valgte jeg at lave en kostplan, som jeg tilpassede til mig og mine behov, og pludselig fik jeg en helt anden ro i sindet. Jeg vidste med mig selv, at jeg fik mine behov dækket, og der var nu en ting mindre at stresse over. Jeg er godt klar over, mange måske vil ryste på hovedet og rynke på næsen af den beslutning, men det er nu engang sådan, at jeg fungerer bedst på den måde. Det er den måde, jeg har valgt at leve på. Jeg siger ikke, at det er den optimale løsning for alle – for det er det så absolut ikke.

Jeg er blevet bidt af fitnesslivsstilen, og med det hører sig altså ofte sund og struktureret kost. Det skal dog lige siges, at jeg på ingen måde er lige så fanatisk, som jeg var førhen. Jeg medbringer ikke længere selv mad til sociale arrangementer, jeg har gerne et par cheat/treat-meals om ugen, og hvis jeg virkelig har lyst til noget, så spiser jeg det. Mit forhold til vægten er også blevet meget sundere, og jeg lader mig ikke længere styre af et åndssvagt tal. I stedet fokuserer jeg på det, jeg ser i spejlet, og jeg kan kun opfordre andre til at gøre det samme!

Nå, min pointe med dette indlæg var egentlig at vise jer mine nyeste (og måske også mærkeligste) obsession indenfor mad lige pt. Jeg har fået en del sjove og undrende kommentarer for det inde på instagram, men lov mig, at I prøver det, før I dømmer mig, haha!

IMG_1688

Ovnbagt kyllingefillet smurt med peanutbutter er altså noget nær den lækreste spise lige pt, hvis I spørger mig! Prøv det og tak mig senere, haha!

Det var alt for nu 🙂

– Katrine

To be or not to be – proud?

Hej derude!

Jeg ved ikke, om der overhovedet er nogen, der læser med mere. Det er jo ikke ligefrem fordi, jeg har været super aktiv på det seneste – faktisk overhovedet ikke – så jeg kan skam godt forstå, hvis de fleste er hoppet af vognen for længe siden! Dog håber jeg, at der måske er et par stykker, der stadig har lyst til at følge med. Hvis ikke, kan jeg i det mindste få afløb for nogle af mine tanker herinde, da jeg nu engang altid har været bedre til at få sat ord på tingene ved at lade fingerene finde deres egen vej over tastaturet og bare lade tankerne løbe, end jeg har til at få sat mig ned og snakke om alle mine tanker, haha.

Det går faktisk rigtig fint for tiden. Jeg har stadig lidt personlige ting at slås med, og overskuddet er ikke altid det største, men det går fremad, og så længe det gør det, er der jo ikke noget at klage over, vel? Man skal huske at fokusere på, hvor langt man allerede er nået i stedet for, hvor langt man har igen. Det er den største kliché af dem alle, men ikke desto mindre ligger der altså noget sandhed bag. Jeg mestrer dog ikke kunsten helt endnu selv, men jeg arbejder på det hver dag, og det er vildt, hvor meget man egentlig kan stirre sig blind på sin egen fremgang.

I sidste uge tog jeg fx mig selv i at tænke, at jeg egentlig ikke rigtig har rykket mig, siden jeg startede med at styrketræne. Jeg kunne simpelthen ikke få øje på hverken fysiske eller psykiske forandringer… Pludselig blev jeg sur og irriteret på mig selv over min manglende udvikling, og jeg begyndte at slå mig selv i hovedet over alle mine mangler.

Da jeg klagede min nød til min mor, rystede hun bare på hovedet og foreslog, at jeg prøvede at sammenligne et billede fra dengang, jeg startede med at træne, med et billede af, hvordan jeg ser ud nu. Jeg gjorde, hvad hun sagde (englebarn, I know), for på daværende tidspunkt var jeg så meget nede i kulkælderen over min ikke-eksisterende progression, og jeg må erkende, at jeg blev positivt overrasket over resultatet.

IMG_1570

Billedet til venstre er taget for to år siden, lige da jeg startede med at styrketræne, og billedet til højre er fra nu.

Jeg synes tydeligt, man kan se, der er kommet mere muskelmasse på min ellers så spæde krop, haha. Jeg er blevet en hel del sundere at se på! Dog var det ikke den fysiske forandring, der glædede mig mest ved dette billede, men den psykiske. Det er tydeligt at se, at jeg er meget gladere nu. Jeg har en helt anden glød over mig. Jeg ser jo faktisk nærmest ulykkelig ud på billedet til venstre. Alene måden, hvorpå jeg står, siger en del! Jeg bærer mig selv med langt mere stolthed nu, end jeg gjorde dengang, og jeg hviler meget mere i mig selv.

Dette var virkelig en succesoplevelse for mig, og derfor har jeg lovet mig selv at fokusere mere på, hvor langt jeg rent faktisk ER kommet, i stedet for at slå mig selv oveni hovedet over, at jeg endnu ikke er der, hvor jeg gerne vil være! Livet er for kort til at rende rundt og være sur hele tiden, som min morfar altid siger – og hvor har han dog ret!

Jeg håber, I har det godt derude (hvis I overhovedet stadig følger med, haha)

Kram

Katrine <3

Ny favorit

Hej venner

Som de fleste af jer efterhånden har erfaret, er jeg ikke længere tilknyttet en coach. Jeg følger derfor ikke længere noget fast træningsprogram, og jeg nyder virkelig, at jeg selv kan styre min træning og derfor selv bestemme, hvilke øvelser jeg vil lave.

Det har resulteret i en meget eksperimenterende Katrine, der gerne vil prøve så mange nye øvelser som muligt. Nedestående øvelser blev jeg tippet om af min bedste veninde, og jeg har brugt den flittigt på mine bendage siden. Jeg er begyndt at dele mine bendage op; jeg træner stadig ben to gange om ugen, men den ene dag har jeg fokus på forlår og booty – den anden dag har jeg fokus på baglår og booty.

Denne øvelse er genial til baglåret, og jeg skylder min søde veninde et stort tak for at introducere mig til den! Man får virkelig kontakt til musklen.

Jeg siger jer, den er genial! Gør jer selv den tjeneste at prøve den 🙂

Katrine <3

Hvad er målet nu?

Hej venner!

Som I kunne læse i sidste indlæg, har jeg valgt at droppe drømmen om bikinifitness for nu. Om jeg en dag bliver klar til at tage kampen op endnu engang, ved jeg på nuværende tidspunkt intet om. Det må tiden vise.

Jeg har, efter jeg offentliggjorde overstående, fået en del spørgsmål, både her og på instagram (katrineabsalonsen) om, hvad mine planer og mål i forhold til træning er nu – og sandheden er, at jeg faktisk ikke har nogen deciderede mål lige pt. Jeg går selvfølgelig altid efter at blive en bedre udgave af mig selv, psykisk såvel som fysisk, men hvem gør ikke det på et eller andet plan? Konkrete mål har jeg ingen af… Jeg vil selvfølgelig gerne smide nogle af de ekstra kilo, der her sneget sig på henover sommeren, men jeg har ingen deadline, og det er ikke noget, jeg slår mig selv i hovedet over.

Sund mad er en selvfølge for mig, og efter en sommer, hvor den har fået rigeligt med gas, er jeg nu tilbage i mere “faste” rammer med hensyn til kost – faktisk spiser jeg mere eller mindre det samme, som da jeg var under vingerne på min tidligere coach. Selvfølgelig spiser jeg ikke helt det samme, men det er meget de samme kostprincipper, jeg kører efter. Jeg har dog ikke madpakker osv. med til diverse sociale arrangementer mere – det er selvfølgelig en kæmpe lettelse ikke at skulle tænke på det mere, men samtidig også lidt mærkeligt efter så mange år på kostplan, haha 🙂

Med hensyn til træning… Jeg følger ikke noget specielt program mere. Jeg kører stadig tre-split program (ryg og bicceps, ben og mave, bryst og skulder og tricpes), men jeg kører ikke nogen “faste” øvelser. Jeg laver lidt de øvelser, jeg føler for. Desuden slutter jeg også gerne mine træningspas af med 20-30 minutters cardio (hvis jeg gider).

Lige nu handler det om at finde en balance mellem det at gå op i sin træning uden at gå på kompromis med det sociale, så vidt muligt. Og jeg skal nok nå dertil en dag. Lige nu sørger jeg for at tage et skridt af gangen 🙂

Love herfra

Katrine

Fuck glansbilledet

Hej venner

Hold da op, det er lang tid siden efterhånden, hva’? Næsten et halvt år er der gået, siden jeg skrev sidste indlæg – og hold nu fast, der er sket meget siden da.

Jeg har valgt at stoppe hos min ellers så højtelskede coach. Det havde intet med ham at gøre; det var en beslutning, jeg tog, i samarbejde med min læge. Sagen er nemlig den, at jeg i starten af sommeren gik ned med en depression. Jeg tror såmænd hele tiden, den har luret under overfladen… Kombinationen af en arbejdsplads, hvor jeg ikke følte mig tilpas, den store afstand til min familie og mine venner på Fyn (jeg kendte bogstavelig talt INGEN i København) og det faktum, at jeg fik konstateret stress i slutningen af foråret, fik mig ned med nakken, og jeg valgte at flytte hjem til min mor og mine brødre igen og koncentrere mig om at få det bedre. Dette betød desværre også, at jeg af helbredsmæssige årsager måtte stoppe mit konkurrenceforløb hos min coach.

At stoppe på kostplan har været svære, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg har levet efter kostplan on and off, siden jeg fyldte 13; først den plan jeg fik fra OUH, da jeg var i behandling for anoreksi, og så de planer, mine coaches gennem tiden har lavet til mig.
Det er derfor virkelig en kamp for mig, at jeg selv skal styre, hvad jeg spiser. Det lyder måske åndssvagt, men grundet en baggrund som anorektiker er det enormt vigtigt for mig at have kontrol over det, jeg putter i munden. Jeg ønsker at finde en balance mellem fitness og livsnyderi, og jeg øver mig derfor også på at lade vær med at veje min mad. Det er en kæmpe udfordring for mig, eftersom jeg har brugt køkkenvægten under madlavning siden jeg kom i puberteten – altså, næsten halvdelen af mit liv.

Jeg kan mærke, at anoreksiens stemme konstant ligger og lurer i baghovedet. Især efter, jeg droppede kostplanen. Hele tiden hvæser den af mig: ”Du spiser for meget”, ”Du får ikke nok protein”, ”Du har fået for mange carbs”, ”Lad vær med at spis så meget fedt”, ”Hviledage er ikke vigtige – du bliver bare tyk” osv. Jeg får aldrig fred for den forpulede stemme, men jeg ignorerer den så godt, jeg overhovedet kan. Det er bare lettere sagt end gjort.
Det lyder måske fuldstændig tosset i nogens hoveder, hvor andre, der desværre har haft anoreksien tæt inde på livet, nok kan nikke genkende til meget af det. Det er super frustrerende, og jeg har også tudeture stort set dagligt; både på grund af den skide depression, jeg har været så heldig at erhverve mig, og på grund af den kamp, det er at finde en sund balance efter så mange år med fuld kontrol.

Jeg er dog så heldig at have en ekstremt dygtig psykolog, der virkelig har hjulpet mig meget, og verdens bedste arbejdsplads, der har taget mig tilbage, som om jeg aldrig har været væk, efter jeg kom hjem til Fyn.
Jeg kæmper hver dag, og jeg håber inderligt, at det en dag lykkedes for mig. Jeg ved dog, at jeg er kommet SÅ langt, siden jeg som 13-årig startede min behandling på OUH, så jeg er ved godt mod. Det skal nok lykkedes for mig en dag, det er jeg sikker på. Rom blev jo som bekendt ikke bygget på en dag, vel?
Håber I har det godt derude!

Love herfra
Katrine <3

 Seneste plus
 
123Næste ›
x