Dramatisk titel, ikke? Ikke desto mindre afspejler den mit forhold til det her mækværdige fænomen.
Se næste indlæg >
Jeg er bange for kærlighed
katrineabsalonsen
Dramatisk titel, ikke? Ikke desto mindre afspejler den mit forhold til det her mækværdige fænomen… “Kærlighed”. Simpelt ord, kompleks størrelse.
Jeg har altid været dårlig til at lukke folk ind. Ikke bare dårlig… Decideret elendig, faktisk. Nogle vil måske endda kalde det “angst”. Der er for meget på spil, simpelthen. Hvad så når de smutter, river dit hjerte med ud på vejen og lader dig stå der og hænge.. Alene. Havde det så i virkeligheden ikke været nemmere bare at holde dem på afstand?
Om jeg er blevet brændt for mange gange, eller om mine daddy issues graver dybere, end jeg måske lige selv er klar over, ved jeg ikke. Jeg ved bare, jeg har fået byggt en mur op omkring mig. En mur, der er stort set umulig at trænge igennem.
Nu skal det ikke lyde som om, jeg ikke har venner. Faktisk har jeg de bedste af slagsen. Jeg tør bare sjældent (læs:aldrig) at lade dem komme under huden på mig. Jeg holder altid en armlængdes afstand – for min egen skyld. Så er jeg fri for at stå der og føle mig blottet, hvis de nu skulle beslutte sig for at forsvinde fra mit liv.
Hvad sker der så, når der kommer en og – helt uden varsel – vælter din, ellers rimelig modstandsdygtige mur, ned?
Det skete for mig i foråret. Pludselig kom han brasende og vendte op og ned på min tankegang, min måde at leve på, hele min tilværelse.
Det kom ikke fra den ene dag til den anden, bevares. Langsomt fik han dog fjernet mursten for mursten fra min egen personlige beskyttelsesmur. Det krævede tid. Jeg skulle igennem mange uger med angstanfald. Jeg har råbt, skreget – endda kastet ting efter ham (undskyld skat) – i ren afmagt. Hvad bildte han sig egentlig også lige en, sådan og komme anstigende og bryde min mur ned?
Selvom vi snart har kysset officielt på hinanden i et halvt år, kan jeg stadig få de der småflips. Jeg fik et så sent som i dag. De tager bare en anden form nu. Det handler ikke længere om frygten for at lukke ham ind. Det handler om frygten for pludselig at miste ham.
Han er så god. Accepterer mig præcis som jeg er. Hele mig. Alle mine angstanfald, mine grineflips, min mørkeste sider, mine bedste – han tager imod det hele med åbne arme.
Hvor vil jeg egentlig hen med alt det her? Jeg tror, mit budskab er, at ja – gud f*nden er det angstprovokerende, skræmmende og frygtindgydende at lukke et andet mennekse ind på den måde. Det kommer ikke fra den ene dag til den anden. Men ved du hvad? Hvis du giver dig selv lov til at give dig hen til en anden person, sker der noget magisk. Noget fantastisk. Noget helt ubeskriveligt. Og det kan faktisk godt lade sig gøre. Det er ikke farligt!
Jeg ved, jeg umuligt kan være den eneste f*cked up sjæl, der sidder med følelser og tanker som disse. Derfor er det vigtigt for mig at dele det her. Vise, at det er muligt. Det kan lade sig gøre. Og ved du hvad? Hvis du giver dig selv lov, er det det bedste i livet!
Kram (og et løfte om et mindre fløde-agtigt indlæg næste gang)
– Kat <
Ingen kommentarer endnu