ER DET ET PROBLEM?

At jeg har en kæreste, er der nok ikke særlig mange af jer, der var i tvivl om. Hvad der indimellem overrasker folk er, at der faktisk næsten er tre år imellem os. Jovist, kærlighed kender ingen alder, men man kan alligevel godt mærke forskel her i starten af 20´erne. Måske er det fordi, det i vores forhold er mig, der er den ældste, og kvinder siges jo nu engang – generelt set, bevares – at være lidt mere modne end de søde mænd.

Når jeg bevæger mig ud i de åh-så-populære spørgerunder på instagram, er det også noget af det, jeg bliver spurgt allermest ind til. “Hvor gammel er du i forhold til ham , kan I mærke aldersforskellen i hverdagen, er det et problem, hvordan håndtere i det…?”. Jeg kan godt forstå, folk er nysgerrige. Det ville jeg da også være, hvis det var mig, der fulgte med på sidelinjen i et ungt pars liv.

Det korte svar er, at NEJ – det er ikke et problem. Jeg kan selvfølgelig ikke sige mig fri fra, at vi til tider selvfølgelig godt kan mærke det… I nogen perioder mere end andre. Ikke nok med, jeg er en ældre kvinde ift. min bedre halvdel; jeg er også hans første rigtige kæreste. Det har været noget af en tilvænningsproces for os begge to, og vi har også snakket en del frem og tilbage om det, før vi overhovedet kastede os ud i at overveje, om vi skulle være kærester.

Det viste sig dog hurtigt, at følelser sgu ikke altid er lige nemme at styre, og vi har sådan set bare taget det hele en dag af gangen. Faktisk mærker jeg det ikke i hverdagen; ikke på en træls måde i hvert fald. Indimellem har han spørgsmål, han måske lige vender med mig. Indimellem kigger han også mærkeligt på mig, hvis jeg siger ord som “båndoptager”, “VHS” eller “lavalampe”, men ellers har vi ikke haft de store gnidninger.

Snare tværtimod. Jeg har haft et par kærester før Sofus, men hvis folk har spurgt ind til vores fremtid sammen, er vi altid enten endt i skænderier, eller jeg har set et sort lærred for min indre skærm – med andre ord: ingenting.

Sådan har jeg det slet ikke med Sofus. Tværtimod! Vi har samme mål i livet, samme visioner, samme overvejelser – vi er kort sagt på vej samme sted hen. Noget, jeg virkelig værdsætter, for jeg ved, at langt fra alle mine veninder er i samme heldige situation.

Aldersforskellen skræmte mig i starten, indtil jeg indså, at den i bund og grund er ligegyldig. Ham her er helt rigtig for mig – jeg ser hele vores fremtid for mig, og skulle der komme et bump eller to på vejen, må vi tage det med. Så den der gamle kliche med, at kærlighed har ingen alder… Den holder sgu stik!

Er der andre, der er væsentligt ældre/yngre end deres bedre halvdel?

Kram

Kat♥