“Du er asocial”

Den besked tjekkede ind i min indbakke på instagram i sidste uge, da jeg lavede en af de der åh-så-populære spørgerunder (hvis du ikke følger mig derinde, så tryk her, hæhæ), og den besked ramte mig sgu lige i maven.

Vedkommende skrev endvidere, at jeg havde virkede meget mere boblende, social og livlig, før jeg fik en kæreste, og jeg kan mærke, at det her er noget, jeg bliver nødt til at tage op – for det er nemlig overhovedet ikke sådan, det hænger sammen, og det gør mig ked af det, at folk (eller i hvert fald hende, som i øvrigt aldrig har pæne ting at sige om mig… Hvorfor mon hun overhovedet følger mig?) har den opfattelse.

Sandheden er nemlig den, at det intet har med min kæreste at gøre. Det handler om mit mentale helbred. Jeg har tusind bolde i luften, og jeg er så skoletræt, at det er en kamp at stå op hver morgen. Når man har det sådan, og nærmest ikke engang har energi til at sørge for at være der for sig selv, hvordan i alverden skal man så kunne være der for andre?

 

 

Jeg har desuden ryddet gevaldigt op i de folk, jeg omgås med, på det sidste. Efter jeg er flyttet til København, har jeg fået øjnene op for, hvor mange “falske” og overfladiske venskaber, jeg havde gang i, og jeg lavede en aftale med mig selv om kun at omgås mennesker, jeg havde lyst til at være sammen med, og som rent faktisk bidrager med noget til mit liv. Måske lyder det koldt og kynisk, men jeg tror bare, jeg er blevet mere selektiv med årerne.

Efter jeg har fået “sorteret” i min omgangskreds, står jeg tilbage med en lille flok af helt fantastiske venner, der godt kan acceptere og forstå, når jeg bliver nødt til at trække mig lidt i perioder. De støtter mig i samtlige af de valg, jeg tager, også når jeg melder ud, at jeg faktisk bare har brug for en dag alene eller ikke kan rumme det ene eller det andet. Til gengæld er det så også altid fuldstændig fantastisk, når jeg så ER sammen med dem, og jeg ved, at mange af dem har det præcis på samme måde.

Så for at gøre en lang – og måske lettere meningsløs – historie kort, så nej: det er bestemt ikke pga. min søde kæreste, jeg ikke kommer så meget ud, og at jeg måske fremstår “asocial”. Det kommer sig af, jeg har et fuldtidsstudie, et fritidsjob og min youtube/blog, som jeg bruger MINDST 30 timer om ugen på og en omgangskreds med mening.

Jeg ved ikke. om mine træthedstanker på sådan en mørk tirsdag aften overhovedet giver mening, men jeg kunne mærke, jeg havde brug for at få skriblet noget af alt det her ned, sort på hvidt. Det er faktisk ganske terapeutisk, venner 😉

Kram

– Kat <3