Jeg vil være alene

Jeg har bedt min kæreste om noget alenetid… Altså bare et par timer, rolig nu 😂

Det er faktisk en ret underlig følelse, jeg sidder med, mens jeg skriver det her. Jeg kan faktisk ikke lade være med at få lidt dårlig samvittighed.

Jeg har altid været en enspænder. Som lille havde jeg det bedst i mit eget selskab, og det har egentlig hængt ved lige siden. 

Introvert, kalder de mig – og det er måske i virkeligheden også rigtigt. Jeg har altid haft brug for tid alene. Det er ligesom min måde at “lade mine batterier op” på, og jeg har et enormt stort behov min Katrine-tid, som jeg kalder det. 

Det kan dog være udfordrende at finde tiden, synes jeg, især i et forhold. Jeg elsker min kæreste overalt på jorden, og jeg vil aldrig undvære ham. Jeg savner ham, når han ikke er her. Det ændrer dog ikke på mit behov for at trække mig lidt tilbage til tider. 

I dag har jeg simpelthen været nødt til at bede om det. Altså alenetid. Min kæreste kender mine behov og har derfor intet imod det. Han havde lidt svært ved at forstå det i starten. Han er jo selvstændig, og derfor har han jo sin alenetid (som han også har behov for), når jeg er i skole. Så er han klar til at være på, når jeg kommer smadret og drænet hjem fra skole. 

Derfor har jeg indimellem et behov for at vælge mig selv til. Jeg har faktisk sat mig som et mål, at jeg skal skemalægge “Katrine-tid”. Simpelthen skrive det i kalenderen som en aftale med mig selv – og overholde det!

Hvad er jeres erfaring – hvis I har nogen?

Kram

Kat♥