STRESS

Jeg ved godt, at mine indlæg lige for tiden hurtigt kommer til at lyde som en klagesang, men lad mig lige gøre en ting klart: Jeg poster aldrig noget på de sociale medier for at få folk til at have ondt af mig. Tværtimod! Jeg skriver om de her lidt svære og dystre emner i håb om, det kan hjælpe jer derude og måske få jer til at følge jer lidt mindre alene <3

Lige nu sidder jeg i et tog på vej mod København med tårerne rullende ned af kinderne og en krop, der bare ikke vil stoppe med at ryste. Mit hjerte banker med noget, der føles som 100 km/t, og mine kinder er så brændvarme, at jeg slet ikke er i tvivl om, at man sagtens ville kunne spejle et æg på dem…

Jeg har stress. Det har taget mig rigtig lang tid at indrømme over for mig selv, for siden jeg blev sygemeldt med lortet i 2015, har jeg gjort alt, hvad der stod i min magt for, at det ikke skulle ske igen. Det nægtede jeg at byde mig selv og min krop. Nu sidder jeg så her og funderer over, hvordan det mon kunne gå så galt 🙁

Svaret er ganske simpelt. Jeg kan ikke finde ud af at slappe af og holde fri. Jeg har en indre stemme i mit hoved, der konstant fortæller mig, at jeg burde lave et eller andet produktivt… Jeg burde være i gang med noget skolerelateret, jeg burde arbejde på youtube, jeg burde smutte ned og træne en ekstra gang, jeg burde tage flere vagter i Fitness World, jeg burde arbejde på bloggen… Min indre kritikker er der konstant, og derfor finder jeg det ofte nemmere bare at lytte til den og parrere ordre. Det har resulteret i, at jeg nu – tre år senere – står i præcis samme situation, som jeg gjorde dengang.

Jeg glemmer aftaler, bytter rundt på dage, husker intet og skal have alt forklaret fire millioner gange for bare at have en nogenlunde chance for at forstå det.

Grunden til, jeg sidder i toget så sent, er netop en glemt aftale. Faktisk er det en glemt undervisning. Jeps, jeg havde sgu glemt, jeg skal i skole i morgen. Hvor distræt er man så ikke lige? Efter at have siddet med eksamensopgave hele formiddagen og brugt det meste af eftermiddagen på at sætte en æresport op for et sølvbryllupspar, var jeg lykkelig for at kunne smide mig i sofaen ved min mors side og bare lade roen falde over mig. Det troede jeg i hvert fald.

Pludselig gør sandheden op for mig, og jeg bryder ud i utrøstelig gråd. Det gør jeg enormt ofte her for tiden, og det er uden tvivl min krops måde at fortælle mig, at jeg skal geare ned. Derfor skriver jeg dette indlæg. Nu har jeg jer at stå til regnskab for, og så kan det jo være, jeg rent faktisk får det gjort!

Kram

Kat♥