MIN DEPRESSION

Under en spørgerunde forleden blev jeg spurgt om, hvorvidt jeg nogensinde har kæmpet med en depression, og da jeg svarede, at jeg blev diagnosticeret med en tilbage i 2017, væltede det end med spørgsmål omkring emnet. Jeg har samlet de mest stillede i det her indlæg, og jeg håber, det kan give jer et lidt bedre indblik i, hvad det egentlig vil sige at kæmpe med en depression 🙂

Har du på noget tidspunkt været i kontakt med psykiatrien?

Nej, det har jeg ikke. Da jeg i et par måneder virkelig havde kæmpet med selvmordstanker og selvskade og faktisk havde besluttet mig for, jeg ikke ville være her mere og var begyndt at planlægge, hvordan jeg bedst muligt tog mit eget liv, sendte min mor mig til lægen.

Vi havde en laaaang snak, og jeg blev stillet videre til en psykolog. Min læge anbefalede mig på det kraftigste at starte på medicin, da jeg endte i kategorien “meget svært deprimeret” efter utallige tests og undersøgelser.

Til at starte med, nægtede jeg det. Man høre så mange skrækhistorier om alle de her antidepressive piller, så i bund og grund var det nok mest pga. frygten. Jeg gik hjem og googlede den medicin, min kære læge havde nævnt og brugte flere timer på at undersøge emnet. Efter en lang samtale med min mor kom jeg frem til, at jeg gerne ville starte på medicin. Jeg var virkelig desperat for at komme ud af det sorte hul, der syntes at have opslugt mig.

Tager du medicin?

Ja, jeg begyndte på Sertralin tilbage i januar 2017, og jeg tager dem stadig den dag i dag. Udover at være antidepressive, har de også en angstdæmpende effekt, og til de af jer, der måske ikke lige vidste det, er det også noget, jeg går og døjer med.

Jeg husker dog den første tid som ret forfærdelig, da jeg var så heldig at blive ramt af bivirkningerne. Jeg havde så meget kvalme, at jeg fik det dårligt bare af at trække vejret, og jeg var svimmel kostant. Det har dog hjulpet mig enormt meget, og jeg fortryder overhovedet ikke, at jeg valgte at sige ja tak til medicin dengang.

Hvad hjalp dig mest, da det var værst?

Puha, der var rigtig mange faktorer, der spillede ind der. Medicinen hjalp mig uden tvivl rigtig meget, og samtalerne hos min daværende psykolog var helt sikkert også uundværlige.

Derudover gik jeg meget op i at være ærlig om det her tabubelagte emne. Jeg delte rigtig meget af mit forløb på instagram, som var det eneste medie jeg rigitg brugte dengang, og jeg kunne mærke på folks tilbageveninger, at jeg også hjalp dem ved at sætte ord på nogle af de følelser, ingen rigtig snakker om.

Hvordan tacklede du studiet og din hverdag, da det var værst?

Jeg var så heldigt stillede, at jeg var e-læringsstuderende, da min psyke var aller værst. Det betød, at jeg kunne læse hjemmefra uden at skulle forholde mig til en masse mennekser og larm. Det var virkelig vigtigt, tror jeg. Derudover boede jeg hos min mor på daværende tidspunkt, så der lå ikke lige så mange kedelige, huslige pligter til mig, som der gør efter, jeg har fået mit eget sted.

Derudover fortalte jeg alle mine nærmste, hvad jeg gik med indeni, hvilket skabte en helt anden forståelse for dem omkring mig.

Tror du, der er nogen, der forveksler depression ved at være ked af det?

Det tror jeg helt sikkert. Mange af stormisbrugere af ordet, men jeg vil vove den påstand, at der er forskel på at være i en periode af sit liv, hvor det føles sort og mørkt og på at være ved taktisk at planlægge sit eget selvmordsforsøg for at komme væk fra livet.

Hvordan har du det i dag?

Jeg er ikke længere deprimeret. Jeg kan godt have perioder, hvor mit liv bare føæes som lort, men jeg har ikke længere tanker om selvmord. Jeg kender min krop og dens signaler, og jeg kan derfor mærke, hvornår jeg skal passe ekstra godt på mig selv for ikke at ryge helt tilbage til de værste dage.

Påvirker det dit forhold?

Både ja og nej. Selvfølgelig har min skrøbelige psyke betydning for, hvor meget jeg stoler på andre, og ofte tænker jeg også, at ingen da kan elske så fucked-up en person som mig. Jeg kan godt have svært ved at give mig selv lov til at være glad, da der hele tiden sidder en djævel på min skulder og siger, at intet varer evigt og alting ramler på et tidspunkt.

Min kæreste håndtere mig dog til bravour. Han er så god til at tackle mig og min psyke.

Jeg vil slutte indlægget, inden det bliver alt for langt. Håber I nød at læse med og forhåbentligt blive en smule klogere 😉

Kram

Kat♥