Hjem, kære… Angst?

Det er ikke længe siden, jeg skrev om emnet “hjem”… Om ikke nødvendigvis at betragte sin barndomsby som sit hjem og om at føle sig mere hjemme 100 km væk fra det meste af ens familie.

Det var et underligt indlæg for mig at skrive, men I tog godt i mod det, og det bekræftede mig i, jeg ikke var alene med mine følelser. Det er også grunden til, jeg har fundet modet frem til at skrive det her, for jeg sidder sgu lidt med en knude i maven. En knude af dårlig samvittighed.

Jeg savner min familie på daglig basis, og jeg ville ønske, jeg havde dem tættere på og kunne være en del af deres hverdag. Jeg slår forholdvist ofte min vej forbi Fyn, hvor jeg også befinder mig i skrivende stund, men sådan et besøg er altid med blandede følelser. Glæden ved at være omgivet af dem, jeg har kær, er ikke til at tage fejl af.

Jeg har skrevet på det her indlæg on and off i et par timer lige nu, for når jeg kommer til det her stykke, bliver jeg tom for ord og ved egentlig ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare den følelse, der også rammer mig, når jeg krydser Storebælt og sætter kurs mod min sydfynske hjemstavn.

Tristhed.

Det er det første ord, der slår mig. Når jeg befinder mig på Fyns land får jeg et hint af den følelse, der var altoverskyggende i den periode, hvor jeg kæmpede aller mest med min depression. Jeg føler mig tung, træt, ligegyldig og fanget. En kold, klam hånd har et fast tag om halsen på mig, og den giver først slip, når jeg bryder sammen i et angstanfald – for derefter at fortsætte, hvor den slap. Det er overdrevet ubehageligt, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Jeg er fyldt med dårlig samvittighed over for min søde familie, der elsker, når jeg kommer på besøg. Jeg er fuld af dårlig samvittighed over for det sted, der satte rammen for min barndom, og som burde fremkalde en følelse af tryghed i mig, når jeg befinder mig i dens lune favn. Det er lidt som om, byen føler mere for at kvæle mig med sine bare næver end at omfavne mig.

Jeg ved ikke, hvad det skyldes… Måske noget fra min fortid, der rammer mig, når jeg er her – måske ikke. Forhåbentlig går det i sig selv på et eller andet tidspunkt, hvem ved?

Har I erfaringer inden for dette område? I need help!

Kram

Kat♥