GIVE ME A BREAK

Billedet er taget af min dygtige fotografveninde: http://annemettevictoria.dk/

Til de af jer, der ikke vidste det, har jeg været i behandling for spiseforstyrrelsen anoreksi tilbage i min spæde ungdom i 2008. Det er altså mere end 10 år siden, jeg påbegyndte behandling, og jeg er derfor kommet enormt langt. De seneste fem år er det faktisk spiseforstyrrelsen BED (overspisning), jeg har kæmpet med. Jeg har taget 20 kilo på inden for et år, og jeg har virkelig kæmpet med at komme ovenpå igen. Det er uden tvivl den, der fylder i dag. Anoreksi er et overstået kapitel i mit liv, hvilket min vægtøgning virkelig vidner om. Det er nærmere det modsatte problem, jeg har haft mine kampe med.

Nu har jeg dog endelig vundet noget af kontrollen tilbage over mit liv. Jeg har ikke haft en overspisningsepisode siden foråret (7-9-13), og jeg er SÅ glad for, jeg har været stærkt nok til at kæmpe mig igennem alt det. Sygdommen er ikke særlig anerkendt i det danske sundhedsvæsen, og selvom jeg har råbt på hjælp, har jeg været nødsaget til at kæmpe kampen på egen hånd.; BUT I FREAKING DID IT!

Det har også betydet, at jeg har tabt nogle af de kilo, som overspisningen har hevet med sig. Ikke mange, men nok til, at man kan se det på mig. Jeg er rigtig glad og stolt af mig selv, for den her spiseforstyrrelse har været meget svære for mig at overvinde, end anoreksien var. Dengang fik jeg hjælp. Det her har jeg klaret selv. Rimelig flot, hvis jeg selv skal sige det – og det skal jeg, for fuck janteloven.

Dog er det som om, folk omkring mig insistere på at fastholde mig i rollen som spiseforstyrret, uanset hvor hårdt jeg kæmper for at smide den fra mig. Jeg havde knapt smidt tre kilo før folk himlede op om at “nu skal jeg jo heller ikke blive for tynd” og “pas nu på du ikke taber dig for meget”. De samme typer, der under min vægtøgning havde travlt med at pointere, at jeg havde taget på.

Jeg forstår simpelthen ikke folks behov for at blande sig i andres vægt. Bevares, hvis jeg var på vej ud i et sidespor kunne jeg forstå det, men se på mig… Jeg har lidt til gården og gaden, og jeg er 20 kilo tungere end for fem år siden, men stadig samme højde. Jeg er på ingen måde i farezonen for at blive undervægtig. Jeg spiser godt med mad, jeg får chokolade på daglig basis og nyder livet som en hver anden pige på min alder. Hvorfor kan folk ikke lade mig være i fred? Jeg bliver så træt af, jeg ikke må have lov at være normal. Folk insistere hårdnakket på at fastholde mig i rollen som “hende den syge med de spiseforstyrrede tanker”, og det gør mig faktisk rigtig ked af det. Jeg bliver aldrig syg igen, og det gør mig sgu frustreret, at folk ikke bare vil lade mig leve det frie liv, jeg har drømt om så længe.

Måske giver det her ikke mening for særlig mange af jer, men jeg håber, der er en enkelt eller to derude, der kan bruge det til noget. I andre kan måske tænke over at lade være med at kommentere på folks vægt og kropsbygning – nogen af os er måske i en proces, hvor vi meget gerne vil tænke på alt andet end det 😉

Kram