Selfiefest og refleksioner

It’s been a hot minute, venner! Det er jeg virkelig ked af, men jeg har haft travlt med at nyde the sh*t out of life på Bali 😜 #sorrynotsorry

Hele den rejse kan I se meget mere til her. Det er nemlig overhovedet ikke det, det skal handle om i dag. Noget så banalt som spejlselfies er faktisk grunden til, jeg skribler alt det her ned midt i et propfyldt DSB-tog en solrig fredag eftermiddag.

I morges havde jeg en fest. Jeg fyrede selfies afsted hurtigere end en håndboldspiller kan tyre bolden, selv under en VM-finale. Do it for the gram, you know. Da jeg så skulle vælge hvilket af de 100 nærmest identiske billeder, der skulle uploades, slog det mig… Det outfit, der for mig havde føltes ganske naturligt at hoppe i, havde jeg aldrig nogensinde turde bare at tænke på for nogle år siden…

I mine teenageår kæmpede jeg mega hårdt for at passe ind. Det var tydeligt, at jeg overhovedet ikke havde samme smag i tøj som mine jævnaldrende, men i et desperat forsøg på ikke at skille mig ud fra mængden, afspejlede min måde at klæde mig på noget helt andet.

Jeg var et angstanfald nær, hvis jeg så meget som overvejede at tage øreringe i, og ordet “læbestift” kunne få mig til at gå helt ud af mit gode skind. Selvom jeg drømte om, at have en sød kjole på i skole og måske endda med lidt smykker til, tvang jeg mig selv i de åh-så-famøse 96 G-Star bukser og en brækgrøn Björkvinhoodie, jeg egentlig overhovedet ikke kunne fordrage synet af i ren desperation for at blive accepteret.

De omtalte nemlig min stil, de andre. Hvis jeg en enkelt gang i mellem kom til at klæde mig, som jeg havde lyst til, var jeg sikker på at modtage skeptiske og måske endda lettere dømmende blikke fra mine klassekammerater – måske endda med en nedladende kommentar i tillæg. Ikke specielt opmuntrende for en usikker teenager i færd med at finde sig selv.

Da jeg kom i gymnasiet, åbnede der sig en helt ny verden for mig. Mange af mine veninder har ofte fortalt historier om, hvor usikker og stresset hele gymnasiekulturen kunne gøre dem sådan rent stilmæssigt, men min oplevelse var lige modsat.

Måske var det fordi, jeg ikke valgte den velkendte og almene STX, men derimod den engelsksprogede uddannelse, IB, i en ikke særlig nærliggende by. I min klasse var der folk fra hele verden, alle med spændende og meget anderledes baggrunde ift. dem, jeg var vokset op blandt i den lille landsby, jeg er fra.

De tre år var i hvert fald med til at åbne mine øjne for det faktum, at man altså gerne må være anderledes. At der intet forkert er i det. Min efterfølgende flytning til København har uden tvivl gjort sit til, at jeg i dag, helt uden at tænke over det, sagtens kan tage knaldrød læbestift og kæmpe øreringe på en helt almindelig skoledag.

Jeg har nemlig indset, at hvis folk vitterligt dømmer dig på din tøjstil og ser skævt til dig for at turde være lidt anderledes – så er det ikke folk , der skal være i mit liv.

Hvad et lille selfie ikke kan bringe frem af refleksioner, am I right?

God weekend

Kram

 

Kat♥