Gå, men bliv

Jeg har gået med tanken om at udgive det her indlæg rigtig længe, men jeg har aldrig rigtig fået taget mig sammen til det… For det første er det et super sårbart emne, og for det andet var jeg slet ikke sikker på, om folk overhovedet kunne relatere til det.

I går postede jeg et billede på min instagram, hvor jeg delte lidt af de tanker, jeg har skriblet ned til det her indlæg, og min DM var rødglødende – I forstod det altså tydeligvis godt, haha.

Sagen er den, at jeg er blevet godt og grundigt brændt gennem flere omgange af folk, der stod mig nær. Folk jeg troede ALTID ville elske mig, og jeg tænker, at jeg bestemt ikke er den eneste. Det har resultereret i det, jeg ynder at kalde en “overlevelsesstrategi”, som kort fortalt består i, at jeg forsøger at skubbe alle, jeg kan mærke, jeg potentielt kunne knytte mig til, langt væk. Det er nemlig nemmere at være den, der går, end den, der bliver gået fra.

Jeg ved, jeg har mange lig i lasten, og jeg er klar over, at jeg derfor ikke altid er nem at være tæt på. Tværtimod. Jeg kan faktisk være en decideret pain in the ass grundet alle de issues, jeg (og jeg ved, jeg ikke er den eneste), bærer rundt på. Min største frygt er, at jeg bliver forladt af den grund. At folk simpelthen skrider, fordi de ikke kan håndtere mig. Derfor har jeg mere end svært ved at lukke folk ind. Specielt i mine teenageår havde jeg meget tralvt med IKKE at stole på nogen, for “de forlod mig jo alligevel bare igen”.

Jeg er knap så dyster at lytte til nu, men tankerne sidder der stadigvæk. Jeg er mere villig til at knytte bånd til mennesker nu, men jeg når altid et eller andet punkt, inden båndet er helt færdigknyttet (er det overhovedet et ord?), hvor jeg gør alt, hvad der står i min magt for at få det nye menneske i mit liv til at klippe det over. Ikke fordi, jeg egentlig ønsker, at de går – faktisk er det lige midt i den proces, jeg har allermest brug for, de er der. Det er der, jeg vil have dem til at kramme mig, og sige, de aldrig vil forlade mig. Måske er det i virkeligheden en slags test? En sidste flugtvej for dem, inden jeg bliver alt for glad for dem? Jeg aner det ikke. Det mærkeligste er, at jeg  er fuldt ud bevidst om mit handlemønster – så hvorfor handler jeg ikke anderledes? Hvorfor siger jeg ikke bare, hvad jeg føler? Jeg ved det ikke – men det varmer at vide, jeg i det mindste ikke er alene.

Og det er du heller ikke <3

Kram